|
|
|
| Dato | Sted | Kilde | |
| Født : | 24.06.1867 | Vesterø sogn, Læsø | - |
| Døbt : | 28.07.1867 | Vesterø sogn, Læsø | - |
| Død : | 17.06.1946 | - | - |
| Begravet : | - | Byrum kirkegård, Læsø | - |
| Alder : | 78 |
| Stilling : | Købmand |
| Noter : I sine unge år var han sømand, men da han gik i land og blev gift, åbnede han en kolonialforretning i Byrum by.......Bjørn Hansen opgav imidlertid forretningen, og åbnede i stedet for en afholdscafé i lokalerne.(Den gamle kro). Kilde: Læsø - som du var engang. Bernth Christensen. Det var konen der lavede det meste arbejde, mens han selv gik rundt og talte med folk. Han købte og solgte alt muligt bla. grunde, kreaturer mm Han klippede også folk i kroen og restaurerede møbler og udskar i træ. Han sad inde i kroen og kunne spytte ud igennem et hul i ruden og ramme en høne. Han kunne også sige fuldstændig som en solsort. Hans motto: "Der skal et vagt (dårligt) hoved til ikke at kunne holde kroppen fri fra arbejde" Mormor og morfar fik nogle håndudskårne gardinstænger i bryllupsgave. Bjørn Hansen - en livskunstner Historien om de vilde kaniner på Hornfiskerøn hørte jeg for første gang, da den var ved at være glemt. Det var Bjørn Hansen, der fortalte mig den. På det tidspunkt var Lassen Nielsen forlængst død. De to havde - som nævnt - ikke held med deres planer om at blive leverendører af skind til vilde kaniner. Helt forgæves havde eksperimentet dog ikke været for den fiffige Bjørn Hansens vedkommende. Han skrev en historie om eventyret, sendte det til et af hovedstadsbladene, og fik den vist godt betalt. Når jeg kommer forbi de gamle krobygninger, hvis tangtage skimtes i flugt med terrænet i baggrunden, tænker jeg næsten hever gang på dens tidligere ejer, der var en markant skikkelse ved hans måde at være på. Bjørn Hansen er en af de læsøboere, som vil blive husket længe. Han boede sammen med hustru og børn på den før så romantiske kro i tyve år. Han var 78 år gammel, da han døde i 1946. Det er som om hans navn stadig står skrevet over de gamle krobygningers tangtage. Hans pietetsfølelse kunne ikke undgå at sætte sit præg på stedet. Mange forskellige rariteter indsamlede han og prydede de gamle krostuer med dem, og efterhånden blev kroen til et privat museum, som mange tilrejsende besøgte. Hvad Bjørn Hansen egentlig var af profession, er vanskeligt at sige, fordi han havde prøvet så meget. Som det han var, kunne han måske være blevet hvad som helst. Men han syntes ikke at have haft den fornødne ro til at blive ved én ting ret lang tid af gangen. Men én ting var Bjørn Hansen i hvert fald ikke: Krovært. Da han købte stedet, var gæstgiveriet og det tilhørende landbrug nedlagt. Det var ganske simpelt huslyet i de gamle bygningers indramning, han tragtede efter. Hvad Bjørn Hansen kunne fortælle om sig selv var ikke småting. I sine unge år var han sømand, men da han gik i land og blev gift, åbnede han en kolonialforretning i Byrum by. Også dengang gjorde handelskonkurrencen sig gældende. Over for lå en anden forretning, Lassen Nielsens, som også handlede med kolonialvarer. Kun et halvt hundrede skridt derfra lå brugsforeningen, som tog de fleste af mejerikuskenes handel. Bjørn Hansen opgav imidlertid forretningen og åbnede i stedet en afholdscafé i lokalerne. Som sagt var det ikke hans stærke side at blive gammel på ét sted, og efter nogle års forløb rykkede han sine teltpæle op, blev landmand og damtidig ejendomshandler. Det mærkelige ved Bjørn Hansen, det besnærende ved ham var, at han aldrig gjorde sig umage for at blive afholdt. Tværtimod. Det var ham ligegyldigt, hvad andre sagde og mente om ham. Han sagde altid selv sin mening rent ud, og det var sjældent, han lagde bånd på den vane, han havde med at drille folk. Det kunne nu og da bringe ham på kant med en og anden af beboerne, men der blev snart slået en streg over det, og Bjørn Hansen havde faktisk ingen uvenner. Enhver, som kendte ham, vil sikkert stadig kunne se ham komme nedde fra den gamle kro og gå over til købmanden eller hen på mejeripladsen, hvor han om formiddagen yndede at få en snak med folk. Han var levende interesseret i alt, hvad der foregik. Hans karakteristiske fremtoning satte sit præg på stedet, hvor han færdedes. For det meste kom han gående med hænderne i bukselommerne og med blikket rettet nedad, som om han gik i sine egne tanker. Nu og da hævede han hovedet for at se under lorgnetterne, når nogen passerede ham. På hagen havde han et fipskæg, som bevægede sig i takt med hans ustandselige tyggen på en skrå. Engang sagde den slagfærdige Bjørn Hansen til en konkurrent, som havde sin egen måde at tage livets tilskikkelser på, at der kun var plads til én doven i Byrum - to var for meget. Hermed har han sagtens ment, at hverken han eller den anden var alt for ivrige efter at udføre større legemeligt arbejde. Doven eller ikke doven - Bjørn Hansens udprægede genialitet og forbavsende fingernemhed var skabende faktorer på felter, som ikke enhver havde fået i vuggegave. Han var nemlig livskunstner, foruden at han både kunne digte, tegne, modellere og udføre billedskærerarbejder, og det var først, da han omsider faldt til ro i den gamle kro´s småstuer, han for alvor begyndte at udnytte disse evner. I et af kroens små rum havde Bjørn Hansen indrettet en lille salon, hvor mænd kunne komme og blive klippet. I samme rum stod en himmelseng, som han sov i. Under klipningen morede han ofte kunderne med at demonstrere sin fabelagtige træfsikkerhed med en spytklat. Gennem et lille hul i vinduesruden kunne han sende en skråbladder ud og med den ramme en gråspurv, som sad udenfor i en af buskene et par meter borte. Det var forskellige mennesker, der kom til ham for at blive klippet. Som før nævnt var det ham lige meget hvem han havde for sig. Blandt kunderne sås ofte fuldmægtig Larsen med bowlerhat og svingende stok gå ned mod kroen. Engang, da Bjørn Hansen stod over ham med saksen, blev de to pludselig uenige om et eller andet. Bjørn Hansen var halvt færdig med klipningen, og han insisterede på, at hvis fuldmægtigen ikke gav sig, fik han lov til at gå som han var - halvt klippet. Det endte med forsoning. Oprindelig var kroen en firlænget gård med et betydeligt landbrug, hvor frodige kløvermarker kransede haverne mod nord. Hvor gammel kroen er og hvem der byggede den, kunne måske havde været interessant nok at vide. Flere har haft den i tidens løb. Den sidste, som drev gæstgiveri, var Madam Nielsen, som var født på kroen, hvis ejer da hed Bodholt. Sammen med sin mand fortsatte madam Nielsen driften af kroen tillige med landbruget. Da hun blev enke, var datteren Klara voksen, og de to endnu en tid ved stedet. Det er nu ved at være trekvart århundrede siden, spillemandsmusikken og det lystige liv på de sandstrøedegulve i kroens sale forstummede. Alligevel er den gamle kro stadigvæk et sted, man nu og da føler lyst til at besøge, selv om offentlig adgang til de indre gemakker er udelukket. De ældede, med primitive midler opførte bygninger med deres bindingsværk under de grå buldnede tangtage, har bevaret noget af den fortidige romantik og virker dragende på beskueren. Enten man går langs med den venstre længe med krostuevinduerne og det karakteristiske stengelænder af tilhuggede kampsten, holdt sammen af kraftige jernkæder, eller man går ned ad den brede stentrappe mod indgangen til kroen, fornemmer man stemningen af fortid. Det er som om den gamle kro har en sjæl, der i stilheden måske føles stærkest, når taget slipper sine regnsråber og deres fald mod stenbroen lyder som en sagte hvisken fra en tid, da træskoklamp lød over brostenene og stemmer gungrede mod panelerne til petroleumslampernes blege skær i de halvmørke rum. Som på stævnen af et sejlskib havde Bjørn Hansen på spidsen af den søndre gavl opsat en galeonsfigur, hjemmelavet eller hjembragt fra hnas tid som sømand - et symbol på hans sans for det dekorative. Nem på fingrene, som han var, gav Bjørn Hansen sig også af med at gøre strengeinstrumenter i stand. Og det han havde haft mellem hænderne, kom til at virke. En af de sidste gange, jeg besøgte ham i hans værksted, stod han og klimpede på en violin, han nylig havde limet sammen. Så tog han den under hagen og lod buen glide over strengene. Da jeg gik derfra, følte jeg at jeg havde besøgt et menneske, som var en kunstner. Denne sjældne mands virkemidler var enkle og ofte primitive. Men det var netop det kunstneriske geniale ved ham. |
| Far | Mor |
| Peder Hansen | Ane Margrethe Mortensdatter |
| Ægteskab | Børn |
| 07.08.1898 - Martine Kathrine Faurholt Kristensen |
29.06.1899 - Christian Hansen
23.07.1900 - Julius Faurholt-Hansen 04.07.1901 - Ane Margrethe Faurholt Jørgensen 14.11.1902 - Karl Martinius Faurholt |
| - Hansine Marie Bjørn Hansen |
- - Edith Andreason
19.07.1908 - Magda Jensen - - Johannes Hansen - - Poul Sandst 06.10.1914 - Bjørn Sandst 04.04.1916 - Signe Hansen 11.06.1917 - Børge Sandst - - Tage Sandst - - Steen Sandst - - Erland Hansen - - Kirsten Sørensen |
|
|
|
|
| Win-Family v.6.0 | Webmaster -------- Homepage | 02.07.2004 |